Ledere bruger 10 timer om ugen på møder

- Nanna Manbjerg Rasmussen

Tiden brugt på møder er skyhøj både i det offentlige og det private. Det fremgår af en undersøgelse lavet af Lederne.

Forskel på den private og kommunale sektor

I den private sektor brugere lederne næsten ti timer om ugen på møder. I den kommunale sektor er det tal lidt højere, her sidder lederne nemlig i møder mere end 12 timer om ugen. 

Ikke overraskende, stiger tiden brugt på møder i takt med tiden brugt på arbejdspladsen. 

For de respondenter der har en arbejdsuge på 50 timer eller derover sidder næsten halvdelen i møder i 15 timer eller mere, hver uge.

Overflødige møder

Der er en klar tendens i undersøgelsen. Jo flere møder lederne går til, jo mere falder tilfredsheden med de møder, de er med til. Det giver et billede af at danske ledere jævnligt deltager i overflødige møder.

Og det er ikke helt forkert. 1 ud af 10 danske ledere svarer, at de ofte deltager i overflødige møder og halvdelen siger, at det sker af og til. Det tyder på, at der er brug for en opstramning af mødeinvitationer.

 

Skal du med til mødet?

Når halvdelen af danske ledere har oplevet af og til at sidde til et overflødigt møde, tyder det på, at der skal kigges mere nøje på hvem mødeinvitationer sendes ud til. Er det nødvendigt at hele afdelingen deltager, når du inviterer til et møde? Du kan også begynde at være mere selektiv, når du selv bliver inviteret til et møde. Har du noget vigtigt at bidrage med til mødet?

Ved ikke bare blindt at acceptere mødeinvitationer, men tilgå dem mere kritisk, kan du spare væsentlig tid, som du kan bruge på andre arbejdsopgaver, og du slipper for at føle dig overflødig. Og måske du kan spare et par timers mødetid om ugen?


Vil du holde mere effektive møder? Læs med her og få 10 gode tips til effektive møder.

 

 

Kilde: Undersøgelsen ”Møder og mødekultur” er foretaget af den danske interesseorganisation Lederne blandt 2.189 ledere i den kommunale og private sektor. Undersøgelsen er offentliggjort i oktober 2015.